De dejlige nye æbler kan bruges til så mange skønne ting. Den skønneste æblesmør er idag blevet tilberedt af 2 kg. skrællede æblebåde.
Jeg har brugt 30 æbler til æblesmørret som er fyldt i 1 stort og 3 mindre glas.
Du skal bruge:
30 æbler
5 dl. vand
500 g. sukker
Sådan gør du:
Æblerne skæres i kvarte. Kernehuset skæres fra og æblet skrælles. Æbleskræller og kernehuse samles i en stor gryde. Blomst og stilk skæres fra.
De skrællede æblebåde lægges i en stor gryde.
Tilsidst vejes 2 kg. æblebåde af.
Skræller og kernehuse tilsættes 5 dl. vand, og det hele koges mørt imens det røres rundt. Lad det simre ved middelvarme imens det koges mørt.
Når det er kogt mørt, sies det igennem en sigte i en skål. Tag lidt af gangen. det overskydende lægges til side.
Den siede æblesuppe hældes over æblebådende i den store gryde.
Det hele koges op, og der røres ind imellem i gryden.
Læg låg på, og lad det simre ved middel varme.
Rør indimellem og lad det simre ca- 45 minutter. Skru da helt ned for varmen, og lad det simre sig mørt i ca. 1,5 time. Rør indimellem i gryden.
Gør imens glassene rene, og skyl dem med Atamon. Hæld en smule i bunden, skru låg på og vend glasset rundt så Atamon'en rører på alle flader. Vend rundt så Atamon'en også rører bunden af låget.
Hæld tilsidst Atamon'en ud, og skru låget på de rengjorte glas.
Når æblesmørret er kogt mørt og æblestykker er rørt ud, tilsættes sukker. Rør rundt så sukkeret bliver godt blandet i æblesmørret. Da æbler kan have forskellig sødheds-grad, tilsættes sukkeret lidt efter lidt hvorefter der smages til, så æblesmørret ikke bliver for sødt.
Hæld æblesmørret på glas og skru låget godt på.
Vend glasset på hovedet i ca. 5 minutter så det opnås vakuum for bedre holdbarhed.
Brug æblesmørret til at smøre på brød, eller bare som det er til en lille dessert.
God fornøjelse :)
Comments